Efter graviditet: Laura Frank vil kæmpe sig tilbage i Fortunas startopstilling

Foto: Fortuna Hjørring / Bente Poder

I et interview med Fortuna Hjørring fortæller forsvarsspilleren, at hendes målsætning fuldt og fast er at vende tilbage til samme niveau efter hendes graviditet.

Da Fortuna Hjørring søndag åbnede forårssæsonen, var det uvant uden forsvarskrumtappen Laura Frank i startopstillingen.

Årsagen er dog glædelig, da Fortuna i forbindelse med kampen kunne annoncere, at Laura Frank og hendes kæreste er i lykkelige omstændigheder.

– Jeg er blevet gravid og venter et barn til september, så det glæder vi os rigtig meget til. Vi kender ikke kønnet endnu, men det kan jo godt være, at det er en lille Fortuna-spiller, som vi venter, siger hun til klubbens sociale medier.

Forsvarsspilleren fortæller, at hun har deltaget i holdets opstart frem mod søndagens Brøndby-kamp.

– Jeg har trænet med og spillet lidt kampe i pre-season, men jeg har desværre ikke kunnet være med i forårets første kampe, men jeg glæder mig til at følge med udefra og bidrage med det, som jeg nu kan uden for banen.

Nu venter en dermed en længere pause fra fodboldbanen for Laura Frank, der har en længere kontrakt med Fortuna Hjørring, og derfor er ambitionen også at vende tilbage på samme niveau.

– Jeg glæder mig til at komme tilbage igen, og jeg vil helt sikkert kæmpe for at komme tilbage i startopstillingen igen. Det er i hvert fald målet, men selvfølgelig skal kroppen først hele og komme tilbage igen, og jeg prøve at være mor, så det bliver spændende, slutter hun i interviewet.

Laura Frank er en af de spillere, der har været længst tid i den nordjyske klub. Hun har været i klubben af to omgange, og hun debuterede helt tilbage i 2015 som 16-årig