A-Liga overblikket: Koldings stormvejrs-kup og Brøndby som ny førsteudfordrer

Foto: Jess Madsen

Fortuna Hjørring tabte yderst overraskende på hjemmebane til Kolding IF, hvor både afstanden til HB Køge blev større, mens nordjyderne samtidig blev overhalet af Brøndby, der tog en smal sejr mod FC Nordsjælland.

Af Verner Bager – Kvindefodboldeksperten.dk

WEEKENDENS STORE FORTÆLLING

Brøndby er nu førsteudfordrer til titlen. Godt nok seks point efter HB Køge med seks kampe tilbage, men med ni ligakampe i streg uden nederlag, er det stadig en lille mulighed åben. Da mesterskabsspillet startede lå Fortuna Hjørring fem point foran Brøndby. Et forspring, der på blot fire runder er forsvundet og tilført et underskud på to point. Fortuna Hjørrings har stadig en matematisk mulighed for at genvinde mesterskabet, men der findes UFO-beretninger med større sandsynlighed.

Runden indledtes søndag i Hjørring, da Fortuna tog imod Kolding IF med storm. En must-win kamp fra hjemmeholdet og endnu en af de uendelige forberedelseskampe til næste sæson for Kolding IF. A-Ligaen er fattigere uden Joy Omewa og Fortuna Hjørring savner hende endnu mere. Brikkerne er endnu ikke faldet i hak efter ligaens nigerianske stjerne tog til England, og Fortuna har travlt med at finde en bedre opskrift, hvis sæsonen skal slutte med medaljer og deltagelse i Europa League. Kolding IF mødte op til kampen med sult og ihærdighed. Signe Søndergård gik forrest for at vise Fortuna at det var en fejl at lade hende gå i sommers. Alt i alt fandt gæsterne sig bedst til rette i de blæsende omgivelser og vandt helt fortjent 2-1.

Brøndby og FC Nordsjælland spiller ofte tætte taktiske opgør, hvor de lykkes med at neutralisere hverandres spidskompetencer, men heldigvis endte vi ikke med tredje nulløsning i træk. Hjemmeholdet hentede en fortjent 1-0 sejr i land. Efter en god start faldt FC Nordsjælland ud af kampen og blandt de startende 11, var der kun newzealandske Grace Wisnewski, der kunne være stolt af egen indsats. Hun er bedre i midterforsvaret end på midtbanen. Brøndby pressede det meste spil ned i FC Nordsjællands bagerste tredjedel, men havde svært ved at skabe de store chancer. Symptomatisk var det, at det krævede et straffespark – sat sikkert ind af Kamilla Karlsen – for at bryde dødvandet.

HB Køge virker anderledes forløst efter en hakkende start. Skærtorsdag rullede de sig ud for første gang i år og kørte Brøndby stensikkert ud af pokalturneringen. Og i søndagens A-Liga kamp hjemme mod AGF, var det tydeligt at relationerne og systemerne nu understøtter truppens klasse. 2-0 sejren var aldrig i fare og særligt i anden halvleg var AGF presset tilbage af 10 jagtende modspillere og en modvind med masser af luft. Med det første mål fra både Emilia Pelgander og Ida Marie Jørgensen tager det lidt pres fra angriberne.

RUNDENS RUNDDOWN

Mest værdifulde spiller
I kampens overtid dukkede Hafrun Halldorsdottir op som redningskvinde på Brøndbystregen og headede FC Nordsjællands allersidste desperate afslutning væk, så både FCN og Fortuna mistede terræn i toppen. En redning, der sandsynligvis betales med medaljer.

Flotteste mål
Kun 16-årige Fredrikke Ludvigsen (KIF) modtog bolden midt på Fortunas banehalvdel og sætter i fart ned mod et bakkende forsvar. Da forsvaret på kanten af feltet valgte at træde frem, trak Ludvigsen bolden ud til højrebenet og sparkede resolut og med fuld kraft i medvinden. Bolden bankede ind under overliggeren uden for Andrea Paralutas rækkevidde.

Ugens kontrovers 
Frederikke Lydia Søkjær var dommer mellem Brøndby og FCN, og ifølge tv-kommentatorerne var der bedømmere ude og vurdere hendes indsats. Hun var tydelig i linjen og dømte med autoritet. Specielt bemærkelsesværdigt var det, at hele fem spillere fik fortjente gule kort – en sjældenhed i kvindefodbold, hvor elastikken ofte er for lang.

Kontroversen kom, da Evelina Thygesen sendte et indlæg indenom Astrid Engsig-Karup i feltet og Søkjær uden tøven dømte for hånd på bold. Thygesens umiddelbar reaktion og boldens ændrede retning var klare tegn på hands, men selvom dommeren stod tæt på situationen var udsynet hæmmet at Engsig-Karups ryg. De ekstra vinkler som vi sofadommere har til rådighed viste, at armen var tæt på kroppen, men ikke at det med sikkerhed var en fejldom

Ugens detalje
Anne Walter var presset ud mod sidelinjen af Linnea Borbye næsten ned ved Brøndbys hjørneflag. Hun valgte for en gangs skyld ikke husmandsfinten, men sendte en tunnel med hælen via Borbye til Scheuer. Desværre lykkes den efterfølgende aktion ikke, men ugens detalje er værd at køre på repeat. Kan findes 13.50 inde i kampen.

RUNDENS TAL

32,6 m/s: Da kampen i Hjørring sluttede, rådede Politiet til at undgå al unødvendig kørsel i området. Med vindstød af orkanstyrke var det umuligt at spille seværdigt fodbold. Uden en bagtribune i vindsiden var banen helt ubeskyttet og det var til tider en næsten umulig disciplin at tage dødbolde. Stormen Dave besøgte hele A-Ligaen og det skal lyde en særlig tak til de få, der tog turen ud til de tre kampe.