Lørdag sejrede AaB 3-2 på hjemmebane over Esbjerg FB i kampens døende minutter. Her skulle én af de to debutanter i opgøret få en vigtig rolle i målscoringen.
Den kun 15-årige Frederikke Veggerby Jensen og den 16-årige Frederikke Silberbauer fik begge deres officielle debut for AaB, da Esbjerg FB kom på besøg på anlægget i Aalborg.
Her blev førstnævnte, Frederikke Veggerby Jensen, indskiftet halvvejs i anden halvleg – kort efter Esbjerg havde bragt sig foran 1-2. Hjemmeholdets Vilja Dahl udlignede i 73. minut, mens Frederikke Silberbauer kom på banen i det 81. minut.
Kampen skulle dog helt ud i de døende minutter, før der blev fundet en vinder, og det blev 15-årige Frederikke Veggerby Jensen, der fik en afgørende betydning. Hun leverede nemlig assisten til Anne-Laura Jakobsen, der sendte Aab på sejrskurs med scoringen til 3-2 i 90.minut – der også blev resultatet på kampen.
Begge spillere gør det til dagligt på U19-holdet, der spiller i U19 Divisionen, hvor de ligger på en fjerdeplads i tabellen. AaB har også givet debut til tre andre spillere i sæsonen: Mille Mortensen fra U19-holdet, Marie-Louise Marckstrøm Jensen der er kommet til fra FC Midtjylland, samt Elina Lundtoft fra Fortuna Hjørring.
Både Veggerby og Silberbauer kan igen komme i aktion, når Aab møder Næstved HG den 25. april på udebane.












