Fortuna Hjørrings vikarierende cheftræner Martin Asvig Pedersen ærgrer sig over søndagens nederlag til Kolding IF i en kamp, der i stor stil blev præget af stormvejret over Nordjylland.
Fortuna Hjørring tabte søndag et stort skridt i guldkampen, da holdet på hjemmebane skuffende tabte med 1-2 til Kolding IF.
Kampen var præget at et voldsomt stormvejr, der ifølge den til kampen vikarierende cheftræner Martin Asvig Pedersen fik stor betydning for kampbilledet.
-Det bliver jo desværre en kamp, der er præget af de omstændigher, som vi spillede under. Én ting var vejret, men vi formåede heller ikke at ramme dét, som vi gerne ville, siger Martin Asvig Pedersen til Fortuna Hjørrings sociale medier og uddyber:
-Over 90 minutter havde vi det meget, meget svært derinde. Og så er det to tilfældigheder, som Kolding får scoret på, og så var heldet ikke med os på Riefners afslutning til sidst. Sådan er det nogle gange i fodbold.
Med nederlaget blev Fortuna Hjørring søndag overhalet af Brøndby IF på andenpladsen, mens der nu er hele otte point op til HB Køge på A-Ligaens førsteplads.












