HB Køge tog tre point i opgøret mod AGF påskedag. Cheftræner Kristian Mørch er tilfreds med indsatsen, der stod på at få arbejdet gjort på en overbevisende måde.
AGF kom i dag, Påske-søndag, på besøg på Capelli Sport Stadion. Her mødte de et HB Køge-hold, der tre dage forinden havde spillet pokalsemifinale mod Brøndby IF. Derfor var det ikke turboen, men rutinen som skulle køre sejren sikkert i hus for topholdet i A-Ligaen, der vandt opgøret mod aarhusianerne med 2-0.
Cheftræner Kristian Mørch var tilfreds med kampens udfald, der var vigtig i jagten på det danske mesterskab.
– Vi havde lidt træthed i stængerne og måtte spare lidt spillere og rotere på lidt spillere, men det var at få arbejdet gjort på en god og overbevisende måde. Vi spillede for tre dage siden – og vanvittigt meget vind i dag. Så rigtig fin og solid præstation, fortæller Cheftræner Kristian Mørk i et interview til klubben selv.
Det blev to nye målscorer for A-Ligaens førerhold, da Ida Marie Jørgensen og Emilia Pelgander begge lavede deres første mål i HB Køge-trøjen. En overrasket cheftræner så til fra sidelinjen:
– Ida-Marie har vi set gøre det hele opstarten, og Pelgander der lige skulle drible, drible, drible også et tungt hug ind, det havde jeg ikke set komme, men hun gør det nogle gange. Jeg synes hun spiller med mere intensitet og fremadrettethed i dag, som jeg tror er godt for hende, afslutter Kristian Mørch.
HB Køge spiller igen efter landsholdspausen den 24. april, når de møder Kolding IF på udebane. Du kan se hele interviewet med HB Køge-bossen her.












