Cheftræner vil gøre AGF til en førende klub i A-Ligaen

Søren Kiillerich er ny cheftræner i AGF. Foto: AGF Kvindefodbold.

AGF’s cheftræner Søren Kiilerich vil skabe et udviklende miljø med ansvar og professionalisme og gøre AGF til en førende klub i A-Ligaen.

Da AGF i februar ansatte Søren Kiilerich som ny cheftræner, var det en trænerprofil, der både har erfaring og klare ambitioner for fremtiden.

Den 40-årige træner har været omkring flere forskellige miljøer i dansk og international fodbold. Hans trænerrejse begyndte i Aalborg Freja, hvor han arbejdede med U15-drenge, og siden har han haft roller i både Skovbakken og FC Aarhus.

I 2017 blev han en del af AGF Talent, og to år senere stod han i spidsen for Lysengs U18 DM-hold, som senere blev fundamentet for AGF’s første ungdomshold på pigesiden. Siden har han arbejdet på tværs af både ungdoms- og seniorniveau, ligesom han har haft roller i ASA, på det danske U17-landshold og senest i Canada som assisterende træner og Head of Recruitment for Ottawa Rapid.

I januar kom muligheden for at vende tilbage til AGF, og siden februar har han stået i spidsen for klubbens kvindehold.

Som træner er Søren Kiilerich drevet af ønsket om at udvikle spillere, både på og uden for banen.

– Mit mål er at træne og inspirere de bedste spillere. Jeg tror på et miljø med både professionalisme og en holistisk tilgang. Jeg vil give spillerne ansvar og medejerskab i deres udvikling. Jeg stræber efter hele tiden at udvikle mig i takt med spillet og skabe de bedst mulige rammer for spillernes udvikling og præstation, siger Søren Kiilerich i en udtalelse på AGF Kvindefodbolds sociale medier.

Samtidig er ambitionerne for klubben klare.

– Mit mål er at gøre AGF til en førende klub i A-Ligaen.

Med en kombination af erfaring fra både talentudvikling og international fodbold samt en tydelig filosofi omkring spillerudvikling og miljø, er retningen sat for AGF under Søren Kiilerich.