Træningskamp banede vejen for Josefine Funchs store sommerskifte

Josefine Funch skifter til PSV Eindhoven til sommer. Foto: FC nordsjælland

I podcasten Vores A-Liga fortæller Josefine Funch, at kontakten til PSV Eindhoven skete efter en træningskamp mod den hollandske storklub.

Efter tre år i FC Nordsjælland venter til sommer et nyt kapitel for Josefine Funch. Her skifter den 25-årige offensivspiller nemlig til PSV. 

Skiftet blev annonceret i januar, men interessen trækker spor tilbage til i sommer, hvor en træningskamp pludselig banede vejen for det kommende skifte til den hollandske storklub.

Det fortæller hun i podcasten Vores A-Liga.

– Det kom i stand, efter at vi havde været på træningslejr i Holland og havde spillet en træningskamp mod dem, hvor jeg antager, at jeg har gjort en fin figur. Det var i hvert fald efter den kamp, at der var en interesse, siger Funch i podcasten.

Selvom FC Nordsjælland-profilen ser frem med stor spænding på det kommende udlandseventyr, så er skiftet dog ikke resultatet af en livslang plan.

– Jeg ved ikke rigtig, om det har været en ambition for mig at spille i udlandet. Det gik op for mig i en ret sen alder, at det var fodboldspiller, jeg ville være. 

Men udviklingen tog fart, og interessen voksede i takt med præstationerne.

– Min udvikling gik i den rigtige retning, og der kom interesser fra store adresser og så voksede drømmen.

Alligevel understreger hun, at hun ikke ville afsted for enhver pris. Timingen skulle være rigtig, både sportsligt og personligt. Og det er den nu.

Skiftet til PSV betyder også en ny hverdag som fuldtidsprofessionel, hvor hun ser frem til at udvikle sig blandt nogle af Europas dygtige spillere. Samtidig holder hun fast i, hvor hun kommer fra.

– Indtil sidste kamp er spillet i FC Nordsjælland-trøjen, er jeg FC Nordsjælland-spiller, og det er jeg stolt af.

Med skiftet skriver Funch sig ind i rækken af danske spillere, der søger nye udfordringer i udlandet og måske er hendes rejse først lige begyndt.

Du kan finde hele afsnittet af Vores A-Liga i din foretrukne podcastudbyder eller høre afsnittet her: