Hele ti nye spillere er tiltrådt Brabrand IF i vinterens sæsonopstart. Byrivalerne, JAI Aarhus, har lukket holdet og sat spillerne på flugt mod andre klubber.
Brabrand IF havde forud for C-Ligaens Nedrykningsspil døjet med en mindre spillertrup og vandt kun en enkelt kamp i turneringen i efteråret. Derfor var det tiltrængt, da hele ti spillere fra byrivalerne JAI Aarhus søgte til klubben.
JAI, Aarhus har i mange år gjort sig i den tredje bedste række i landet, men en smal trup og et trænerstop fik holdet til at trække sig fra C-Ligaens Nedrykningsspil og resulterede efterfølgende i at holdet måtte lukkes. Derfor måtte spillerne se andre veje, og her blev Brabrand IF endestationen for de fleste.
Lørdag åbnede Brabrand IF forårssæsonen hjemme mod Aalborg Freja. Der var dog ingen point at hente for Aarhus-klubben, der måtte se sig slået 0-1 af et bedre sammenspillet hold fra Nordjylland. Klubben er derfor nederst i tabellen, hvor kun et enkelt hold rykker ud af C-Ligaen, efter JAI Aarhus har trukket holdet.
Med spillertilførelsen har Brabrand IF øget bredden i klubben. Hvor man i klubben en gang i mellem stod seks spillere til træning, kan der nu tælles over 20 hver træningsdag.
Næste kamp i C-Ligaens kvalifikationsspil bliver den 11. april for Brabrand IF – her møder de Silkeborg IF på udebane.












